Af Jacob Pedersen
I samtidens Kina lever Tu Wei (Muran Lin) et ungt teenagerliv med sport, computerspil og en nonchalant tilgang til skolen, kun afbrudt af morens (Ke-Yu Guo) uendelige spørgsmål, lektierne og farens (Feng Zu) konstante høje universitetsforventninger. En klassisk familiekonstellation, som et direkte resultat af etbarnspolitikken.
Familien bliver introduceret til Weis ven Yan Shuo (Xilun Sun), der er vokset op uden mor og med en alkoholiseret far. Modsat de jævnaldrende lytter Shuo til Bach og bruger meget tid på sit skolearbejde.
Shuo vender op og ned på familiens dynamikker, hvor forældrene misunder flere af hans kvaliteter, og der luer en vis jalousi og ærgrelse. Meget nøgternt og tvetydigt er der en konstant underliggende kritik af både de vestlige samfund og systemkritik af Kina.
Wei går i Champion-t-shirts, bruger Beats og har et billede af Jordan med Nike-logo hængende over sengen. Repræsentationen af det vestlige samfund introducerer flere elementer, der kigger ud, men samtidig kigger ind.
Der er en iboende kritik af børneopdragelse, både i den vestlige og østlige kultur. Den bygger bro imellem de universelle problematikker og tegner et billede af, at vi er mere ens end som så.
Den biologiske indtrængning, som Shuo på en måde laver, bliver også afspejlet i farens arbejde som biolog. Er Shuo en virus, der dræber eller udvikler antistoffer? Hvad får vi ud af pludselig at ændre på en familiekonstellation, både på et mikroskopisk niveau, men også nationalt?
Fortolkningsmulighederne er mange og tvetydige, hvilket er fantastisk i en kunstfilm som denne. Debutinstruktøren Jianjie (JJ) har konstrueret en film, der på én og samme tid er underspillet, højtravende med plads til de store tanker, og et portræt af et den spirende kinesiske middelklasse.
JJ sidestiller blodårer med store motortrafikveje, der i nationens lys transporterer liv. Et land og et menneske har måske flere ting til fælles, og et væld af fortolkningsmuligheder udspringer sig herfra.
Blod og vand er dramatisk underspillet, stilistisk ren med et vildt afprøvet filmsprog, hvis billedekompositioner topper nogle af de allerstørste. Dens thriller-elementer er næsten for nedtonede, hvorfor spændingen ikke er lige så tilstedeværende ved anden visning som ved første.
Blod og vand er måske ikke den nye store kunstfilmsklassiker, der får bred vestlig anerkendelse, men filmen er unik, specielt iblandt det vestlige filmkatalog, der ellers huserer de danske biografer. Blod og vand er den perfekte indledning til at snakke om geopolitik og nationale kulturer, gerne over et glas vin med en nær ven.
Kommentarer